Nebbiolo

Nebbiolo er en af de ældre kendte druesorter. Navnet er udledt af det italienske ord "nebbia", som oversættes til "tåge" på dansk. Sorten har sin oprindelse i Langhe Piemonte og er her beskrevet så langt tilbage som i 1268. Navnets etymologi er formentlig forbundet med den tykke tåge, der opstår i Langhe ved høsttid i oktober. Langhe's jordbund er meget rig på calcium, hvilket Nebbiolo stortrives i. Den specielle symbiose mellem jordbunden og det unikke klima i området er det grundlag, som Nebbiolo-vinenes elegance er bygget på. Det skal dog tilføjes, at selve dyrkningen og vinifikationen af Nebbiolo kræver en hel del ud over det sædvanlige, for sorten er af den sarte slags og har mange lighedspunkter med Pinot Noir. Nebbiolo er, som Pinot Noir, tyndskinnet, blomstrer tidligt og modner sent. Det giver derfor ikke mening at plante den, hvor der er risiko for forårsfrost. Ligeledes kræver den varme og sol for at modnes helt, hvorfor der normalt først høstes i oktober. Ligesom Pinot Noir er Nebbiolo en terroir-eksponent, eller katalysator om man vil, forstået således at den i glasset udtrykker mere af jordbunds- og klimaforholdene, end de fleste andre druesorter formår. Derfor benyttes Nebbiolo næsten aldrig som blandingssort, da man meget gerne vil opnå det rene udtryk fra sorten. Der er naturligvis undtagelser; det er jo Italien.
Yderligere har Nebbiolo, også ligesom Pinot Noir, mindre farvestof i saften, hvorfor vinen ofte kan være lidt lysere at se på, men til gengæld er Nebbiolo ene om at være den sort, man næsten alene kan kende på farven. Vinen opnår forholdsvis tidligt, i dens ofte lange liv, et teglrødt måske nærmest orange skær i kanten af den sort-rubinrøde kerne, som afslører druesorten.

Nebbiolo-druen er lang tid om at modnes, hvilket får den til at udvikle sine aromaer ekstraordinært. I glasset bliver bouqueten intens med glimt af fugtig efterårsskovbund, tjære, violer, roser, krydderier, kirsebær, svesker, sort peber, trøfler og mange andre noter, hvis varietet sorten er ene om at kunne tilbyde.

Den unge vin indeholder mange og skarpe tanniner, hvilket gør den særdeles velegnet til langtidslagring. De bedste af slagsen kan, under de rigtige betingelser, nemt ligge 40-50 år, men de er også særdeles lang tid om at modnes. Til gængæld er der en årsag til, at de bliver kaldt kongernes vine, når først de er drikkemodne. Generelt skifter vinene karakter efter ca. fem år på flaske. Farven får et svagt brunligt skær med den føromtalte orange kant og de hårde tanniner og syren bliver blødgjort. Bouquetens og smagens bær-, urte- og blomsternoter ændrer karakter og glider en smule i baggrunden til fordel for de tertiære noter, som eksempelvis læder, svesker, tjære, trøffel, der begynder at træde mere markant frem.

Nebbiolo dyrkes som en af de få druesorter næsten kun et sted i verden. I dette tilfælde er det, hvor den lå i vuggen, i Piemonte, med koncentration i Langhe. De store Nebbiolo-vine fra Barolo og Barbaresco, eller i det hele taget fra Langhe, er på mange måder enestående i alt, hvad man søger i en vin. Den modne vin opretholder en eftersmag som får erindringen til at hidkalde alle de mange herligheder, som vinen giver associationer til på sin brede palette.