Cabernet Sauvignon

Cabernet Sauvignon er synonym med Bordeaux venstre bred (Haut Médoc). Her blev den i løbet af 1600-tallet forædlet ved en krydsning af Cabernet Franc og Sauvignon Blanc, deraf navnet Cabernet Sauvignon. Sorten har perfekte betingelser i Bordeaux området, men dyrkes mange andre steder. I dag er det den mest udbredte sort i verden, da den har eftertragtede egenskaber.
Druen er forholdsvis lille og tykskindet, hvilket giver farve, aromaer og tanniner. Sorten modnes sent og kræver derfor meget sol og varme. Bordeaux er et af de nordligste områder som Cabernet Sauvignon stortrives i. Kommer der køligere årgange vil sorten kæmpe med at blive fuldmoden, hvilket kan give skarpe tanniner og urteagtige smagsnoter. Derfor er årgange noget man taler meget om i forbindelse med Bordeaux-vine. Sorten har naturligt god syre, hvilket gør vinene perfekte til at gemme og således gør tanninerne behagelige og silkeagtige.
Cabernet Sauvignon-vine er kendetegnet ved aromaer af sorte bær - især solbær og sorte kirsebær samt cedertræ. I tempereret klima vil der forekomme aromaer af peberfrugt, mens der i et varmere klima vil være forstærkede aromaer af sorte bær, her også blåbær og brombær, samt en mere myntet fornemmelse. Cabernet Sauvignon bliver oftest fadlagret for at blødgøre tanninerne. Fadet giver sorten aromaer af røg, vanilje, kaffe og cedertræ. Ofte blandes Cabernet Sauvignon med Merlot for at give vinen mere krop og højere alkohol, samtidig med at tanninerne blødgøres.
En lille stædig drue i en stor verden giver nogle af vinens absolut største oplevelser.